Musicalen Atlantis

Om Atlantis

Myten om Atlantis.

Siden Platon i 300 tallet f.Kr. skrev "Kristias og Timaios" har menneskene været tryllebundet af Atlantis.

Historien om fantasilandet med det pragtfulde kongepalads, hvis arkitektur var så ubeskrivelig storslået, at dens lige aldrig er set og næppe nogen sinde vil findes magen til. Paladset lå omkranset af et ringmurværk bestående af mure beklædt med messing, tin og kobber adskilt ved kanaler. Det var opført i hvide, sorte og røde sten, der var hugget ud af øens klipper. I midten af paladset lå Poseidons tempel, omsluttet af en mur beklædt yderst med sølv og indvendig med guld. Her var lofter af elfenben indlagt med guld, sølv og kobber. Midtergårdens vægge, søjler og gulv var beklædt med kobber, der gnistrede som ild, og her dominerede under åben himmel en kæmpe guldstatue af havguden Poseidon, der drev seks vingede gangere frem. At opleve morgensolens rødgyldne stråler på dette sted må have været et så fascinerende syn, et drømmenes paradis, at intet kan være smukkere.

Nyere tids interesse for ø-riget begyndte i slutningen af forrige århundrede, da amerikaneren Ignatius Donnelly udgav sin "Atlantis". Han beskriver Atlantis som et umådeligt stort kontinent, der lå i Atlanterhavet. Han mener det lå til grund for legenden om Edens Have, og dets konger og dronninger har været model til guder og gudinder i alle senere mytologier. Samstemmende med Platon, mener han at dets undergang ligger ca. 13.000 år tilbage.
Østrigeren Jørgen Spanuth udgav i 1965 bogen "Atlantis" og søger gennem et omfangsrigt forfatterskab at påvise, at Platons Atlantis engang virkelig var en realitet. Han mener at det nuværende Helgoland sandsynligvis er den sidste rest af det stolte rige. I forhistorisk tid lå Helgoland i Ejdermundingen, så med denne udlægning er det lykkedes at få en af antikkens kendteste myter klemt inden for Danmarks gamle grænse.

Edgar Cayce, en højt respekteret amerikansk clairvoyant, giver i sin vision af Atlantis udtryk for, at indbyggerne havde haft en højt udviklet civilisation. De havde skabt teknologiske vidundere, som ikke ville blive opfundet igen før i det tyvende århundrede. De havde blandt andet opfundet en "krystalsten", der indfangede og benyttede solens stråler (dette minder om den første laserstråle-krystal, som han intet kendskab kan have haft til, da den først blev opfundet efter hans død i 1945). Han beretter om, hvordan overlevende fra den katastrofale undergang på forskellig måde - nogle ombord på atlantikernes flyvemaskiner - havde spredt sig over hele kloden, hvortil de havde medbragt resterne af deres viden.

Man kan undre sig over, om Atlantis har eksisteret. Ser vi på de ægyptiske pyramider, undrer vi os over, hvordan det lod sig gøre 2600-2500 f.Kr. at opføre disse kæmpemæssige bygningsværker. Blandt andre forunderlige bygninger finder vi templer og paladser som Akropolis i Athen, Knossos på Kreta og Babylons tempelanlæg med det berømte Babelstårn, der skulle bygges op til himlen. Den fantasi og dristighed der lå bag, minder os om epoker i historien, hvor intet var for stort eller umuligt - så hvorfor ikke Atlantis?
Gudernes straf for overmod og menneskeligt magtbegær er i myten forklaringen på Atlantis' undergang. Den stærke tro på gudernes magt dækker måske over uoverskuelige hændelser.
Den russiske psykoanalytiker Immanuel Velikovsky beretter i 1950 i sin bog "Klodernes Kollision".

om en gigantisk komet, der for årtusinder siden rev sig løs fra planeten Jupiter og hvirvlede planløst rundt i solsystemet. Til sidst slog den sig til ro i et kredsløb omkring solen og blev til planeten Venus. Undervejs passerede den i 1500-tallet f.Kr. ganske tæt forbi jorden og forårsagede derved kæmpemæssige naturkatastrofer. I 700-tallet f.Kr. kom Venus så tæt på Mars, at denne blev slået ud af sin bane og flere gange nær var kollideret med Jorden. De store naturkatastrofer skyldes hovedsagelig, at jordens rotationshastighed pludselig nedsattes og at omdrejningsaksen fik en voldsom hældning. Dette forårsagede blandt andet at det Røde Hav delte sig for Moses og israelitterne, at der opstod kæmpe flodbølger og at hele kontinenter blev ødelagt, deriblandt Atlantis.

Historien om dette eventyrlige kontinent vil forsætte med at fascinere, besætte og underholde mennesker. Dets eksistens vil blive vurderet om og om igen, og det vil være et virkeligt tab, hvis det en dag bevises, at Atlantis blot er en myte.