 | |
|
Scener |
<-Forrige - Oversigt - Næste-> |
|
27. Atlas' elegi: |
|
Atlas Adalena! Hør en gammel, bange mand Som ser alting briste Tro'de aldrig jeg ku' miste grebet Jeg var stærk Folk tog sig i agt For mig og min magt Var jeg virk'lig så blind At selv den største dåre nu må le? For blind til at ku' se Alt gled fra mig – selv min datter... Adalena... Var Kelvin her endnu Men, han blev lig'som du Ofret på nødvendighedens bål Jeg havde alt for store mål. Oh, Atlantis! Hvad skal der nu ske med dig? Hvem ved, hvad der venter? Vore guder straffer den, der krænker Deres værk Du er vokset op Er blevet for stærk Man kan trodse et bud Men du, Atlantis, tror, at du er gud Og det kan koste alt For så er vore dage talte... Valgte jeg den gale vej? Uanset om jeg gjorde eller ej Den vej må jeg gå Den vej må jeg gå! |
|
| <-Forrige - Oversigt - Næste-> |
 |
 |